Jacquardhækling

Jeg er blevet helt bidt af jacquardhækling. Kaldes også hønsehækling, flerfarvehækling og på engelsk tapestry/jacquard crochet.

Det startede med en artikel i magasinet “Maries ideer”. Artiklen omhandlede den århusianske butik Yarnfreak og bragte også én af indehaverens fine opskrifter på et iPad-sleeve. Det måtte jeg da prøve…

image

Det færdige resultat af jacquardhækling giver et super fint og tæt produkt. På trods af, at det ser meget kompliceret ud, så er teknikken faktisk såre simpel! Det sværeste er at få føling med, hvor meget man skal stramme garnet.

Jeg har lavet en kortere udgave af opskriften og lavet en pung, som skal bruges til hæklenåle mm. Når jeg får mod på det, skal der lynlås og for i.

imageEfterfølgende har jeg hæklet endnu en pung, også efter en opskrift fra Yarnfreak. Synes at dette zigzag mønster er ret fint, og igen er det meget nemmere end man umiddelbart skulle tro.

image

Som I sikkert kan se på kattehårene, har Rufus, som sædvanlig, været ved min side under arbejdet 😉

Eget design

Da jeg var færdig med de to punge, havde jeg fået mod på at eksperimentere med mønster på egen hånd. Jeg blev inspireret af et fint trekantmønster hos Lutter Idyl, talte masker og tegnede mit eget diagram. Gangede op, hvor stor min pung skulle være – hvor mange gange mønsteret skulle gentages osv. Hmmm….det sværeste var lige at regne ud, hvor mange luftmasker der skulle slås op… Min hjerne er bestemt ikke særlig matematisk indstillet! Efter at have slået masker op, hæklet fastmasker omkring luftmaskekæden, og pillet op igen nogen gange, så lykkedes det omsider.

Det blev til denne pung:

image

image

image

Kædemasker til pynt giver en fin finish

Da jeg synes, at resultatet blev ret vellykket, havde jeg mod på endnu et hjemmekomponeret projekt. En lille jacquardhæklet sommerskuldertaske til mit gudbarn. Sørme om ikke der også var tilbud på merceriseret bomuldsgarn hos min lokale garnpusher. Jubii! Efter at have tegnet et (skævt :-)) hurtigt diagram, så gik jeg igang.

image

Nå ja og hvis man ikke har kvadreret papir i huset, må man slå sine egne skæve streger…

image

Godt på vej…

image

Som I kan se på billedet herover, så kommer der en forskydning i mønsteret, da tasken hækles rundt i spiral. Mønsteret kommer altså ikke til at passe helt i den ene side, så der har jeg bare prøve mig lidt frem. Der er altid plads til forbedring og heldigvis lærer man hele tiden, så med tiden skal det vel nok lykkes at få detaljerne pænere…

Jeg vender tilbage med flere billeder, når tasken er færdig.

Hvis I ikke har prøvet jacquardhækling endnu, så er det bare med at komme igang! Det er SÅ sjovt og giver et væld af muligheder. Kun fantasien sætter grænser…